10 aug 2011

Farmors opskrift på hyben-og mirabellemarmelade anno 2011

No Comments Mad, Opskrifter, Økologi-Fairtrade, Råvare, Sæson, Tanker

Jeg har et mirabellehegn i mit sommerhus. For det meste er jeg ret træt af det. Det stikker, skal konstant beskæres og så syntes jeg bare ikke at mirabelletræet er særlig pænt! Men i den korte sæson hvor hegnet bugner af mirabeller, så bliver jeg glad. For min farmor havde også et stort mirabellehegn i hendes have. Dette hegn var fast leverandør til årets produktion af hyben-og mirabelle marmelade samt til mirabellekompot. Som barn, var mit job, at plukke og flække mirabellerne og tjekkede om der var orm i. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg skulle gå efter de mirabeller, som ikke var helt modne, fordi dem var der næsten aldrig orm i. Min farmor sled med, at rense de mange hybenskaller og dele dem i ¼. Jeg har senere erfaret en meget enklere måde, at rense hyben på. Men dermed har jeg også besluttet, at min marmelade ikke bliver helt så æstetisk smuk, som min farmors, hvor de “hele” hyben var en fryd for gane og øje. Men smagen er som jeg præcis som erindre.

Farmors hyben-og mirabellemarmelade – 6 glas á 340 ml.

1100 g rensede hybenskaller

1100 g rensede mirabeller – flækkede og tjekket for orm

Saft af 2 økologiske citroner

1 fuldfed økologisk vanille stang

2 dl vand

Ca. 800-900 g økologisk rørsukker – afhængig af mirabellernes sødme og din egen smag

1 tsk. Atamon – til at skylle de skoldede glas i. Kan undlades

Sådan gør du:

Pluk en kurvfuld faste hyben og rens dem, se en enkel måde lige HER. Skyl og flæk mirabellerne, tjek om der er orm i, lad stenen sidde i. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud og skær vanillestangen i små stykker. Kom vanille, citronsaft og rørsukker, mirabeller og hybenskallerne i en tykbundet gryde. Sæt hele baduljen over ved svag varm og kog det langsomt op. Når mirabellerne er møre, slippe stenene mirabellekødet og stenene kommer op til overfladen. Træk gryden væk fra blusset og “skum” stenen af marmeladen (der er mange, men de er lette at fiske op, med en tang eller en lille ske). Jeg har erfaret, at det er den enkleste måde, at få sten ud af mirabeller på. Kog herefter marmeladen i ca. 20-25 min. Smag marmeladen til, med mere sødt eller surt, alt efter temperament. Vurder om konsistensen på marmeladen er tilfredsstillende, ellers kog den lidt længere, inden den hældes på skoldede Atamonskyllede glas. Sæt omgående låg på og opbevar marmeladen på køl.

Hyben-mirabelle marmeladen er ideel til: yoghurt, i en roulade, til pandekager, på brød, til ost, osv.

TIPS: Mirabellerne kan kan erstattes af skønne blommer. Har du plukket og renset for mange hyben, så kom dem i fryserne til senere brug i kompot, supper, til bagværk eller noget helt fjerde

06 jul 2011

MINI Pandekager på stilk

1 Comment Børn, Idéer, Mad, Opskrifter, Råvare, Sæson

Sommerhuset har duftet vidunderligt i eftermiddag, hvor disse MINI pandekager på gul snerre stilke, er blevet vendt og drejet, af to sommer piger.

Opskriften finder du lige HER.

Tak til Anette Eckmann og Naturens Spisekammer for inspiration og opskrift – ungerne er lige så vilde med din bog som jeg!

21 jun 2011

Ø testfamilie og mødregruppe

No Comments Mad, Økologi-Fairtrade, Tanker

Se lige med her på Lovemade. Hvis du har en mødregruppe som kunne tænke sig at teste Lovemades nye babymad på frost så kan du melde dig her.

Når vi har foredrag  for barselsfolket i Den Gule Længe i Lyngby, taler vi jo meget om mad og hvordan man kan få det gode måltid selvom der er travlt. Lovemade må siges at opfylde rigtig mange af de krav, som mange børnefamilier har til sund, økologisk og velsmagende babymad.

Du kan også tilmelde dig som Plan Ø familie. Urtekram og Kohberg sætter fokus på at økologisk aftensmad også kan være nemt. testfamilie får du gratis mad i 4 uger, hvis du opfylder et par krav.

I næste uge er vi ude og lave mad med en masse skønne unger både i Gentofte kommune og i Rudersdal kommune, vi glæder os. Billedet er fra sidste års hold.

 

15 maj 2011

Bær, stængler og spiselige blomster

4 Comments Mad, Opskrifter, Økologi-Fairtrade, Råvare

Lige nu står rabarberne og knejser i urtehaven, og er vist lidt stolte over, at være de første afgrøder der kommer i spil, i køkkenet.

Jeg har lavet rabarberkompot idag, helt klassisk med rørsukker og vanille, det smager bare guddommeligt – Sødt, syrligt og friske af sommer.

Halvdelen af rabarberkompotten er blevet blandet med en bakke (spanske) jordbær, fra Irma. De spanske jordbærs duft var langt mere kompleks og interessant, end deres danske artsfæller, fra et væksthus, på Fyn. Så de spanske kom med hjem fra Irma.

Pigerne har pyntet kompotten med frisk bellis (kan spises) fra haven, det ser så skønt og sommerligt ud. Og som kronen på værket skal kompotten ledsages af Irmas udvalgte vanilleis, fra Morten Heiberg.

Glæder mig allerede!

Helt klassisk rabarberkompot

1 bundt helt sprøde tynde rabarberstængler – ca. 500 g

Øko. Rørsukker mellem 150 g og 200 g, alt efter rabarbernes sødme

1/2 Øko. vanillestang Fairtrade Urtekram + 2 spsk. rørsukker

Rabarberne skylles og renses, brug også foden der skæres fri for brune kanter. Rabarberne skæres på skrå, i mundrette stykker, ca. 1 1/2 cm. lange. Lægges i et ildfast fad. Tænd ovnene på 180-200 grader. Vanillestangen skæres i meget små stykker og kommes i en kaffekværn sammen med 2 spsk. rørsukker. Blendes til vanillestangen er pulveriseret. Drysse over rabarberne sammen med resten af rørsukkeret. Alternativt flækkes vanillestangen og korn og stang kommes over rabarberne. Fadet dækkes med folie og bages i den varme ovn, mellem 10 og 20 min. alt efter størrelsen på rabarberne. Vend  forsigtigt rundt i rabarberne undervejs og smag til om sødme og syre er passende.

Rabarbarkompot kan spises til is, på brød, til yoghurt, til pandekager, til stegen af kylling, lam, svin eller kalv eller til en pandestegt rødspætte eller anden stegt fisk. Rabarbersaften kan blandes med vand og drikkes iskold.

God kompot og fornøjelse.

03 maj 2011

Smukt, smagfuldt og sommerligt

2 Comments Mad, Økologi-Fairtrade, Råvare

Hindbær og jordbær er smeltet sammen, i dette smukke, højrøde og smagfulde bær.

Jeg ved godt, at de danske jordbær er lige på trapperne (hvis frosten tillader), men disse smukke røde bær (Jordbær/hindbær), fra den belgiske producent: Eco Fru, måtte bare prøves.

Jordbær/hindbærret dufter skønt af jordbær og har en intens syrlig/sød smag af hindbær. Det var et nyt og smagfuldt bekendskab, som fik mine tanker til at flyve mod sommeren og efterlade de sidste dages intens kulde bag mig.

Men jeg glæder mig også umanerligt til, at nyde nyplukkede solmodne danske jordbær, i store mængder.