I aftes, sad jeg i vores lokale svømmehal og ventede på min datter, der var til svømning.
Forhallen var indhyllet i en skøn blanding af klordampe og duften af leverpostej, men heldigvis ikke i frituretåger.
Samvirke har i denne måned, taget temperaturen på udbudet og efterspørgslen af mad, i landets haller og det er mildest talt nedslående læsning.
For frituren er stadig mange sportshallers rigtig gode ven og således kan 3. halvleg ende med at komme til at koste på det samlede energiregnskab. Halmenuens top 5 – består stadig af: chokolade, slik, pølser, pomfritter og sandwich og hele 67,5 % af halinspektørerne svarer, at det er vanskeligt at fremme mere sund mad i hallen.
Sundehedsrevolutionen lader vente på sig, for det er jo helt ud i skoven, at motion og klassiker som pomfritter, stadig går hånd i hånd.
“Vores” svømmehal er ikke indhyllet i frituretåger, fordi kommunen har stillet krav til idrætsanlæg og haller om, at de skal efterleve kommunens mad-og måltidspolitik, i deres tilbud til de besøgende.
Og netop de besøgende, er ifølge Samvirke, en af de mest magtfulde faktorer i denne debat. For mange familier vil simpelhen ikke have den usunde mad.
På den lange (sports)bane, tror jeg på overlevelse for de hallerinspektører, som tør går foran og viser børn og unge, at sport og friture ikke er vejen frem. Kan hallerne ikke tilbyde noget ordentligt mad, så er det vores ansvar, som forældre, at ungerene tager en rugbrødsklapsammen mad med i tasken.
I svømmehallens forhal var der også tre skønne børnefamilier, som indtog deres medbragte madpakker. Pludselig proklamerede, en lille pige med høj og klart stemme: “Jeg kan altså ikke lide den leverpostejmad, når den er klappet sammen. Det er derfor jeg aldrig spiser den over i børnehaven”. Moderen spørger omsorgsfuldt – “hvorfor har du ikke sagt det før?”. Datteren – “Du har jo aldrig spurgt!”
Hvad kan jeg lære af det? At spørge ungerne om de vil have madderne klappet sammen eller lade dem smøre dem selv!