Lige nu stiger saften op i birk og andre løvtræer. Saften indeholder vigtige næringsstoffer, som har været oplagret i rødderne gennem den lange, mørke vinter. Saften skal træet brug til at forberede løvspring.
For birketræets vedkommende er ca. 99% af saften rent vand, mens resten er sukker og mineraler som rødderne optager fra jorden.
Hvis du vil tappe din egen saft, kræver det: et birketræ, en saks/kniv, en flaske, et stykke snor og
nogle små fikse fingre.
Der kan tappes frisk birkessaft lige indtil løvspring, herefter ændre saften markant karakter. Smagen er blød og mild med en let sødme. Af et godt birketræ kan der tappes mellem 10 og 20 liter saft i døgnet. Vi har optaget en lille film hvor det tydeligt ses hvor hurtigt saften kan løbe ud af træet, se mere her. Men af en gren, som den vi har skåret af her, kan der tappes mellem 1 og 2 liter saft, i døgnet. Det er meget fascinerende, at der kan strømme så meget saft ud af et træ, uden at det skades eller ødelægges.
Flasken skal skiftes hver dag og kan holde sig ca. 5 døgn i køleskabet.
Birkesaft har være drukket af mennesker på hele den nordlige halvkugle gennem generationer. Saften har været et kærkomment vitamin-boost, efter en lang mørk vinter. Birkesaften er en overset sæson delikatesse, som bør udbredes her i vores lille land, hvor birketræernes hvid stammer flere steder dominere landskabet.
Lige nu strømmer birkesaften ud af vores træer. Vi drikker alt det vi kan direkte fra træet og giver det med glæde væk til venner og bekendte, der gerne vil smage og opleve smagen af “birktræ”, som børnene siger. Derudover bruger vi saften i køkkenet til vores mad og i te/kaffe. Vi koger grøntsager i det og i aften vil vi sætte et groft brød over med birksaft, glæder os til at smage det samme med jer.