Afternoon tea med grøn te og grove scones

Jeg var så heldig at vinde en skøn dåse Kusmi The – Imperial Label, på Lone Kjærs blog, i sidste måned.

I den forbindelse lovede jeg familien – grøn afternoon tea med lakrids og havtorn og nybagte grove scones.

De gyldne scones er lige kommet ud af ovnen og sprede “nybagt”duft, i hele huset. Scones er nok verdens nemmeste bagværk, hele hemmeligheden ligger i at blande ingredienserne varsomt og hurtigt, for hånd.

Grove Ølandshvede Scones – ca. 12 stk.

  • 130 g Groft Ølandshvedemel – Aurion
  • 150 g økologisk hvedemel
  • 1/2 tsk. natron
  • Et nip salt
  • 1 tsk. øko. rørsukker
  • 55 g usaltet smør i små tern
  • 175 g øko. kærnemælk

Bland Ølandshvedemel, hvedemel, salt, sukker og natron i en skål. Sigt denne blanding over i en anden skål. Kom smørret i og “gnid” smørret ud i melblandingen. Kom al kærnemælken i på en gang og bland varsomt det hele sammen. Dejen skal ikke æltes, men blot blandes sammen.

 

 

 

 

 

Varm ovnen op til 200 g. varmluft.

Dejen rulles eller trykkes forsigtigt ud på bordet, i ca. 1 ca, tykkelse. Der udstikkes ca. 12 runde scones, med en diameter på 5-6 cm. Dejen lægges på en bagplade med bagepapir. Og kommes straks ind i den varme ovn, i midten og bager ca. 12-15 min. Hold øje med dem. Scones spises umiddelbart efter de har forladt ovnen. Smager skønt med hytteost og marmelade eller Lemon curd og smøreost eller måske noget helt tredje.

Disse scones er bagt på grov Ølandhvedemel fra Aurion, og de har en skøn sødlig smag fra fuldkornsmelet. De minder mig om et klassiske irsk brød – Irish Brown Soda Bread, som jeg smagte på en tur til VM i østersåbning, i Irland. Soda Bread blev serveret overalt både til østers og til alt muligt andet. Men det absolut mest autentisk sodabread fik jeg på Ballymaloe House i Cork, i Irland.

Har lige tjekket kogebogshylden og der stod ikke mindre end 2 skønne kogebøger fra Ballymaloe House, med opskrifter på Irish Brown Soda Bread. Det må prøves, meget snart.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.