Det er blevet rigtig koldt ude. Og vi har fået lyst til at sætte noget varm på bordet, som kan varme os helt nede i tæerne. I søndags serverede vi denne varme krydrede æblemost, til børn og voksne, på Gentofte Hovedbibliotek. Det både duftede, smagte og varmede herligt, på en råkold søndag!
Det skal du bruge:
1 l. god øko. æblemost
2 stk. hel kanel – øko.
2 hele stjerneanis – Urtekram.
5 stk. fennikelfrø – Urtekram
5 stk. grønne kardemommekapsler – Urtekram
5 hele nelliker – Urtekram
Skal og saft af en økologisk citron
Smages til med rørsukker efter smag
Ved servering
1 lille æble i meget tynde skiver
Evt. lidt tørrede tranebær eller nødder
Sådan gør du: Æblemosten hældes op i en gryde, og alle krydderierne tilsættes. Lad det trække et par timer. Varm mosten langsom op, uden at koge. Smages til med rørsukker eller citron, alt efter smag. Den varme most kan hældes i en kande eller direkte op i klare glas, med tynde skiver æble og evt. lidt tørrede tranebær og/eller lidt nødder.
TIPS. Hele kanelrør kan bruges som sugerør, af børn (og voksne).