17 maj 2011

Skønne grove hvedeknopper til St. Bededag

4 Kommentarer Højtid, Mad, Opskrifter, Råvare, Sæson

Store Bededag er en officiel dansk helligdag, som falder på fjerde fredag efter påske og dermed tre uger før pinse. I år fredag den 20. maj.

Skikken stammer fra den tid, da store bededag var arbejdsfri bede-og bodsdag. Når kirkernes klokker ringede, betød det, at alle skulle holde fri og al handel skulle ophøre. Samtidig skulle alle afholde sig fra arbejde, rejser, leg og spil.

Men mest kendt er øjensynligt skikken med, at spise lune hveder storebededagsaften. Baggrunden er, at end ikke bagerne måtte arbejde fra solnedgang aftenen før store bededag og hele den følgende dag. Derfor kom de helligdagen i forkøbet ved at bage ekstra store hvedeknopper dagen før, som folk så kunne købe med hjem til at varme og spise dagen efter. Det blev imidlertid hurtigt til, at hvederne blev spist samme aften – medens de endnu var lune og sprøde. Skikken kan føres tilbage til midten af 1800-tallet, men er sandsynligvis ældre.

I dag er St. Bededag primært kendt som en fridag for alle, som indledes ved at spise varme hveder aftenen før. Og hermed følger vores bud på en lidt grovere version, af de traditionelle hvedeknopper.

Guddommelige Grove Hvedeknopper

20 stk.

Hvad skal du bruge?

4 dl mælk

25 g økologisk gær, hvis det kan skaffes ellers brug almindelig gær

50 g smør

2 øko. æg

1 tsk groft salt

2 tsk rørsukker

1 tsk stødt kardemomme fra hele grønne kardemommekapsler

200 g øko. grahamsmel eller anden fuldkornsmel

ca. 600-650 g øko. hvedemel

Knus kardemommekapslerne let og tage de mørke frø ud, rist dem hastigt på en varm tør pande (pas på de ikke bliver sorte) og knus dem derefter fint i en morder. Smagen er meget mere intens end den købte granuleret kardemomme, men den kan sagtens bruges, i mangel af kardemommekapsler. Lun mælken og rør gæren ud i mælken. Kom smørret op i melet (grahamsmel og hvedemel) og smuldr smørret i melet. Kom mælken, æg, salt, sukker og kardemomme i og ælt dejen grundigt til den er glat og smidig. Lad dejen hæve i skålen på bordet til dobbelt størrelse. Vend dejen ud på bordet, og del dejen i 20 stykker, som formes til boller. Bollerne stilles tæt i en bradepande med bagepapir.

Dejen stilles atter til hævning, og når bollerne er hævet flot op (ca. dobbelt størrelse), bages de en varm ovn ved 200 grader i ca. 20 min.

Når hvedeknopperne er bagt, afkøles de på en rist og skilles herefter ad. Herefter kan de flækkes og ristes i ovnen eller på brødristeren, inden de nydes med smør, cream cheese og rabarberkompot eller noget helt tredje.

Vejret er så usselt, her i vores region i dag, og kalder på lidt lunt hjemmebag. Så måske skulle man allerede kaste sig over lidt hvedebageri i eftermiddag, og håbe på at der er et par stykker tilbage på fredag!

Tags: , , , , , , , ,
written by Elsebeth
The author didn‘t add any Information to his profile yet.
Related Posts

4 Responses to “Skønne grove hvedeknopper til St. Bededag”

  1. Svar Malou Klidmoster says:

    Uhm, skønne hveder – dejligt med lidt mere substans :-)

Leave a Reply